Smag på juletræet
Hvordan spiser din familie juletræet?
Højt fra træet grønne top, synger vi, når vi går omkring juletræet. Som barn undrede jeg mig altid over at juletræet skulle vises og så spises. Jeg er og var sikkert ikke den eneste og i mange år var jeg tilfreds med min mors svar – for det var jo således, at man i gamle dage puttede godter i kræmmerhuse og julehjerter på træet, og dem kunne vi jo godt spise..
For en del år siden fandt jeg dog ud af at gran kan spises.Nålene og de helt friske skud smager vidunderligt og har mange anvendelsesmuligheder. Det siger sig selv, at du ikke finder fine nye skud på nåletræerne her op mod jul, men de 1-årige kviste kan sagtens anvendes, de skal bare ”nåles” af.
Gran og julestemning hænger uløseligt sammen for mig. Duften af træet, når vi fælder det og slæber det hjem og stiller det op på gårdspladsen. Duften når jeg laver juledekorationer og adventskrans. Men efter jeg er begyndt at bruge gran aktivt i køkkenet, får granduften endnu en dimension. For mig er gran også en del af det Nordiske Køkken. En ingrediens vi skal benytte, og som i den grad kan understøtte julestemningen her i december. Jeg bruger gran i mange former. Hele grankviste under en flæskestegen eller ind i kyllingen/anden sammen med appelsinskal, det dufter himmelsk fra ovnen, og giver god smag til saucen. Mit private ”gran”-lager indeholder graneddike, gransalt, gransukker, syltede og frosne granspidser fra foråret.
Min familie og venner synes min vilde tilgang til mad er spændende, men det sker, at jeg får spørgsmål som for et par uger siden, da jeg havde et stort sylteglas med grankviste og eddike stående i køkkenvinduet. ”Hvad skal du med det”, ville en veninde vide, ”der er jo så meget god eddike at få”! Og ja, det har hun da ret i. Men nu er jeg jo en af dem, der elsker at sanke og bruge naturens spisekammer, så jeg kan slet ikke lade være. Men lige præcis graneddike er for mig uundværlig til julefrokosten. Jeg svarede: ”Stegte sild i eddike og hjemmelavet agurkesalat til stegen SKAL da være tilberedt med graneddike, mere julet kan det så heller ikke blive vel?” ”Hmm”, var svaret. Jeg er ret sikker på, at der står et sylteglas med gran og eddike hos hende nu.
Til gengæld er der aldrig spørgsmål til, hvorfor der skal gran i de bagte æbler, som jeg disker op med, når de første Ingrid-Marie æbler er i hus. Flot ser det ud og det dufter af natur og gran i hele huset, men overraskelsen er, at æblet er udhulet og fyldt med smukt grønt gransukker og det tilføjer både sødme, gran- og citrus-smag til æblet. Helt perfekt efter en tur i skoven eller som afslutning på en god middag.
Hvis du aldrig har smagt på gran, ved du det ikke, men gran smager også en smule af citron. Gran er en vild foræring som virker smagsforstærkende. Jeg bruger derfor gransalt til madlavningen hele året rundt. Det har intet med jul at gøre.
Gransukker
Du kan lave dit sukker med granspidser eller 1-årige kviste. Bruger du kviste, skal du pille nålene fra grenene, før de blendes med rørsukker. Bruger du små friske granspidser blender du dem blot med sukker. Sukkerblandingen bredes ud på bagepapir og tørrer. Hvis det klumper for meget, kan du blende en gang til. Når sukkeret er helt tørt, opbevares det i lufttæt glas.
Brug sukkeret som dekorativt drys oven på glasur på julekager, på isen, til konfekt, bagte æbler eller i teen.
Blandingsforholdet er: 1 dl gran til 1 dl sukker.
Gransalt
Du kan lave dit salt med granspidser eller 1-årige kviste. Bruger du kviste, skal du pille nålene fra grenene, før de blendes med havsalt. Bruger du små friske granspidser blender du dem blot med havsalt. Jeg bruger gransalt til al madlavning, så jeg bruger aldrig spidserne, men nåler af. Saltblandingen bredes ud på bagepapir og tørrer. Hvis det klumper for meget, kan du blende en gang til. Når saltet er helt tørt, opbevares det i lufttæt glas.
Du kan evt. tilsætte lidt knust koriander til din salt, eller du kan lave din egen Nordiske blend med nælder, merian, eller noget helt tredje.
Graneddike
Hvis du laver graneddiken allerede i juni, fylder du blot de rengjorte kviste i sylteglasset og fylder eddike på. Har du lidt travlt, fx sidst i november eller først i december, så klipper du nålene over på midten inden det hele puttes i glasset og fylder eddike på. Du kan sagtens få en tydelig gransmag på et par uger, blot glasset står lunt. Hvor meget gran og hvor længe eddiken skal trække, er en smags sag og helt op til dig selv og den tid du har til rådighed. Jeg bruger ofte hjemmelavet vineddike, men ufarvet øko-eddike er også helt fint. Som et alternativ, kan du også lave din personlige graneddikeblend, som jeg af og til gør. I glasset på billedet er der gran, sødskærm og lædderporesvamp alt sammen ingrediencer, jeg har fundet i min have.
Fakta:
Der er mange graner (picea), du kan genkende dem på nålene:
Rødgrans nåle er grønne på alle siderne. Hvis du plukker en nål af og skærer den over, er den næsten firkantede
Ædelgrans nåle er flade. På undersiden har de to hvide striber
Skovfyrs nåle sidder sammen to og to. De er grågrønne og bliver 5 – 8 centimeter lange
Lærks nåle er lysegrønne og bløde. De sidder i små knipper på grenene. Nålene falder af om efteråret
Douglasgrans nåle er bløde og 2 – 3 cm lange. De har to striber på undersiden og lugter af appelsin
Sitkagrans nåle er 1 – 2 cm lange og lidt blålige – og de stikker
(frit efter Skoven i Skolen)
Det er let at genkende gran og fyr, hvis nåle og spidser alle kan spises, men du skal være opmærksom på taks, som kan ligne. Taks er meget giftig og genkendes på små røde bærkogler, og bløde nåle og flere stammer, lidt busk-agtig. Tjek den i en flora eller på nettet, for kender du den, skal du ikke bekymre dig. Tjek nålene bagpå, så har du også styr på arten.
Som altid, skal du vide, hvad du sanker, før du spiser det!