Vandring – ubeskrivelige oplevelser!
Vandring – ubeskrivelige oplevelser!
Vinden suser i træerne og regnen pisker på ruderne og hverdags-rutinerne er efter 3 dage allerede inde under huden igen. Det virker helt surrealistisk. Jeg er lige kommet hjem efter 2 ugers vandreferie i Pyrenæerne, hvor der da kom en byge en enkelt eftermiddag, men ellers var jeg og mine skønne ”med-vandrere” udendørs, i shorts og korte ærmer, frie til at være i nuet og suge stilhed, uberørt natur og frisk luft til os. Eller det var det tilbud, jeg havde givet dem. Vi skulle vandre, ase og mase os op på toppen af minimum 2 tinder og ellers bare nyde friheden. Blev det hurtigt klart, at det ikke er en disciplin alle dyrker. Det her med bare at være – at se hvad der sker – at lade tilfældet råde! Men faktisk er det nok det eneste rigtige at gøre, hvis man skal lykkes at komme op. Man skal ikke bekymre sig om turen tilbage eller turen i morgen. Blot finde styrken til at forsætte nu og her. Den ene fod foran den anden. Hårdt? Ja, for pokker da – men belønningen er bare endnu bedre. Suset i maven og øjnene, der slet ikke kan fatte, hvad de ser.
Mine kollegaer spurgte, men hvor mange kilometer, har du så gået – og hvor mange højdemeter? Det vidste jeg ikke på stående fod. Havde lige glemt at jeg jo arbejder i en mandsdomineret verden, hvor det er præstationer der tæller, så jeg har talt sammen. De første 3 dage gik jeg 47 km og 3300 meter op/ned, de sidst 6 dages vandringer gik jeg knapt 100 km og ca. 4500 meter op/ned. Og når det står sådan sort på hvidt, og nu hvor jeg har set de anerkendende blikke fra kollegerne, så er jeg da lidt mere stolt over bedriften.
Jeg har samlet en lille reportage af billeder fra turen her: Madres -Aude – Carlit . Tjek det ud og se om det også er noget for dig – hvis du er interesseret så smid mig en mail, så sætter jeg dig på listen, så du får besked, når turen midt september 2018 udbydes – der er kun 8 pladser!