Brændenælde/stor nælde (urtica dioica)
Bestem
Brændenælden er en flerårig, særkønnet urt, som er 30-150 cm høj. Den er kendetegnet ved brandhårene, der giver rødt udslæt og svien ved berøring. Den vokser i tætte bestande i næringsrig jord, bl.a. i haver og i skov- og grøftekanter. Bladene er savtakkede, mat grønne med form som aflange hjerter, der er lysere på undersiden.Han-nældens blomster er gulliggrønne og udstående. De eksploderer ved berøring eller solens varme, så støvet slynges ud som en lille sky. Hun-blomsterne er mørkegrønne og nedadhængende. Blomsterstandene modnes i juli/august.Brændenælden kan forveksles med den etårige liden nælde (urtica urens), der også er spiselig og derfor ikke udgør nogen risiko, og med døvnælden (labium album), der kendes på de hvide blomster, der sidder i en krans over bladene, og som slet ikke brænder, og som også er spiselig dog uden samme mængde af vitaminer og mineraler.lderne indeholder mange sunde næringsstoffer bl.a. kalium, jern og flavonoider. Flavonoider bekæmper betændelsestilstande, og derfor kan nælder bruges til behandling af gigt. I samspil med kaliumindholdet giver brændenælden en udrensende og vanddrivende virkning. Brændenælden er desuden rig på vitaminer og mineraler, hvilket gør den til en sund næringskilde (frit efter Wikipedia).
Høst
Du kan anvende både blade og modne rakler/frø. Tag handsker på, når du høster. For selv om du nemt kan plukke et par håndfulde topskud uden handsker, får du gener, når du høster et par liter. Det samme gælder, når du høster frø eller hele stængler.
Du putter topskuddene direkte ned i en plasticpose, hvis du skal bruge dem til suppe / salt / pesto, hvorimod det bedst kan svare sig at klippe hele stænger, hvis nælderne skal tørres og bruges til granulat eller te.
Den bedste kvalitet, dvs. de fleste mineraler og vitaminer, får du, når du plukker, inden planten går i blomst, men jeg slår med jævne mellemrum mine brændenælder ned, så jeg hele tiden har friske små planter.
Jeg finder brændenælder overalt på steder, hvor der er rigelig adgang til vigtige gødningsstoffer, specielt kvælstof. Den er indikatorplante for kvælstofrig jord og optræder i samfund med andre arter, der har samme behov: Gul Anemone (anemone ranunculoides), Almindelig Ask (fraxinus excelsior), Almindelig Humle (humulus lupulus) og Almindelig Bingelurt (mercurialis perenne).
Opbevar som forråd
Brændenælder kan både tørres og fryses med stor succes og til mange formål. Nælder er fulde af jern og vitaminer, og selv om du gemmer til forråd, og noget går tabt, er der stadig masser af gode sager at hente.
Der er 2 måder at tørre nælder på; en luksus- og en hurtigudgave, men uanset hvilken metode du vælger, skal nælderne skylles og slynges, før de tørres. Det gør du nemmest i en salatslynge. Når nælderne er rene, er de klar til tørring.
Luksustørring er tørring af enkelte hele brændenældeblade beregnet til brændenældete. De hele blade ser fantastiske ud i små poser, som du også kan give som en gave til en god ven eller bare glæde dig selv og dine gæster med. Når du har slynget nælderne, plukker du de enkelte blade af stænglerne og lægger dem til tørre på bagepapir eller avis. Det tager en dags tid, hvis der er tørt og en god luftcirkulation. Du kan eventuelt tørre nældebladene i ovnen ved max 40 grader, men bladene krøller let op, og så ender de som granulat, som er lige så godt, men knapt så smukt. Når bladene er helt tørre, skal de opbevares i lufttætte beholdere.
Hvis du har brug for brændenældegranulat til salt, brød, drys eller lignende, så tørrer du ”almindeligt”. Her tørrer du hele brændenældestængler hængende fra loftet i et tørt rum med god luftcirkulation. Det tager et par dage. Sørg for, at buketterne ikke er for kompakte, ellers mugner de i midten. Når nælderne er helt tørre, krammer du bladene af stænglerne ned i en skål. På den måde får du samtidigt færdigt nældegranulat.
Hvis du vælger at fryse nælderne, som er det absolut nemmeste, plukker du bare topskuddene (de øverste 3-4 bladkranse) og putter dem i posen. Hjemme skal de lige skylles, slynges og blancheres i saltet vand og afkøles.
Mål af på forhånd og blancher 3-4 liter afdgangen, så du ved, hvor mange ”nældekugler”, du skal dele nælderne i, når du efter blanchering løfter dem over i iskoldt vand, så kogningen stopper og farven/strukturen bevares. Saml de afkølede nældeskud sammen, knug dem fri for væde og del dem i kugler svarende til 1 liter. Jeg opbevarer dem i en frysepose i ”nældeboksen” i fryseren.
Uanset om jeg kun skal lave nældesuppe eller nældebrød til 4 personer, sanker jeg mindst 5 liter nælder (og måske en buket til tørring), når jeg alligevel er i gang. Du vil aldrig kunne udrydde brændenælden, så her kan du virkelig udleve dine behov.