Urteliv + udeliv = mit liv!
Urteliv
Nu hvor sommeren er over os, og den første ”urtevildskab” har lagt sig, er det tid til at tænke. Huske hvordan de enkelte smager og udtænke nye opskrifter. Det er også et rigigt godt tidspunkt at repetere urterne på. I foråret var urterne små og så måske anderledes ud. Der var ingen blomster og frøstande, som de har nu. Så det er tid til en repetition, og det kan du jo gøre samtidig med at du samler urter til en skøn sensommertærte. I haven fandt jeg friske små skud af skvalderkål – og så også de store hvide blomsterskærme. Erindrede og tjekkede at der både var blade, der var delt i 3, i 5 og i hele syv enkeltblade. Jeg fandt lancetformet vejbred med blomst i knup, som smager dejligt dyppet i honning og snuppede en håndfuld blade til tærtefyldet. Jeg fandt desværre kun en lille smule katost med den smukke rosa blomst og de runde blade – grøftekanten var slået! Til gengæld fandt jeg flotte store løgkarse, hvor skulperne var tydelige og bladene overraskende friske og spidse, modsat de tidlige nyreformede. Og klokkeblomsterne stå fint nu – så Jeg tog blade til det grønne fyld. Jeg tog også en håndfuld hyben med, som pynter hakket i tærten, og så er de jo springfyldte af vitaminer. Klokkeblomsterne og cikorieblomsterne skal bare pynte – men kan spises. Find opskriften på sensommertærten på her.