Smag på skovmærker, de smager helt anderledes, end du forestiller dig!
Så er det igen tid til at være på “skov”-mærkerne…Nye luftfriskere til pulterrum og garderobeskabe og skøn granité i fryseren –
Lige nu er vores smukke bøgeskove fulde af skovmærker, der sender deres helt specielle og meget dejlige duft op i næsen på enhver, der går gennem skoven. Skovmærker er lette at kende på deres kransstillede aflange blade og de spinkle hvide blomster – og så duften selvfølgelig. Der er ikke nogen oplagte forvekslingsmuligheder, så med din flora i hånden, kan du trygt sanke. Og hvis du stadig er i tvivl, så tilmeld dig en workshop – så kommer du helt sikkert på “mærkerne”.
Skovmærke har været brugt i århundreder og til mange forskellige ting. Man lagde for eksempel tørret skovmærke i madrasserne og hængte buketter op i klædeskabe og på lofter, hvor det har samme effekt som mølkugler udover at dufte godt, forsætter Merethe Svahn Hansen, der selv hænger skovmærke-buketter op i garderobeskabet, det giver en skøn duft, specielt når luftfugtigheden stiger, for så sender buketterne ekstra kraftig duft ud. Og lige præcis denne barometer-funktion, har været brugt gennem tiderne til at forudse vejret. Selv buketter fra forrige år, sender duft ud hvis du giver den et pust med forstøveren, det er svært at tro, men det er ganske vist, siger Merethe Svahn Hansen.
I Tyskland bruger man stadig skovmærke til at give hvidvin ekstra smag. Det kaldes Maitrank, Maiwein eller Maibowle og er blevet en traditionel drik i maj og juni. Tidligere var Maitrank en måde at give den “gamle” hvidvinen et kærkomment løft til smagen. Man tilsætter ganske enkelt et par skovmærkestængler til en flaske vin, og lader det trække et par timer. Den æterisk olie trækker ud i vinen og giver den fylde og sødme. Maitrank vækker altid glæde på urteturen eller skovturen, og får samtalen igang, for det er ikke som noget du har smagt før- prøv selv.
Snapse-entusiaster bruger også skovmærke enten alene eller sammen med andre urter. Når du laver snaps, skal du bruge de små knopper og skud – ikke blomsten, og så skal det trække i 1-3 dage alt efter hvor stærk du vil have smagen.
Kulinarisk har skovmærke meget at byde på, fordi den har så speciel en smag og duft. Man overraskes ganske enkelt af smagen, derfor foreslår jeg at du bruger de helt små spæde skovmærkeskud som ”overraskelse” i salat. Skovmærke er også godt at bruge i det søde køkken. Du kan koge en sirup og tilsætte skovmærke, også bruge siruppen til at marinere frisk frugt eller du kan finthakke nogle blade og bruge dem i glasuren på en gammeldags jordbærlagkage, det ser meget smukt ud med de grønne prikker og skovmærke klæder jordbær, det er guf. Og så er er Claus Meyers skovmærkegranité (opskrift i Almanakken)– en skøn mundfrisker mellem hovedret og dessert til en fin middag, som jeg har serveret flere gange og som overrasker de fleste med den unikke smag.
OBS! Skovmærke indeholder stoffet coumarin, der i store mængder er giftig.
God jagt og godt vejr på din vej!
Merethes urtetip: Skovmærke-vin og luftfrisker
Til skovmærke-vin skal du bruge 2 ca. 10-15 cm lange skovmærker og en flaske tør hvidvin, fx Frascati – og den må endelig ikke være for ”god”, for efter 2-3 timer, er smage ændret til skovmærke-vinsmag. Alkoholen trækker de æteriske olier ud af skovmærken og giver vinen en overraskende ”fedme”. Du kan experimentere lidt med trækketiden, men jeg har ikke haft gode erfaringer med at lade vinen trække med skovmærke i mere end 6 timer. Og efter Sankt Hans er det slut med at lave Mai Trank. Urten ændrer karrakter og de æteriske olier trækker ikke ud på samme måde.
Små buketter af skovmærke fungerer som luftfrisker overalt, hvor du har brug for lidt bedre luft – på loftet, i gummistøvlerne, i udhuset. Jeg hænger et par buketter i vores skab med overtøj, specielt hvis der kommer en fugtig jakke ind i skabet, dufter buketten skønt af nyslået hø eller kumarin.
Skovmærke er for mig nærmest symbol på skovene her omkring, hvor de dækker store arealer og udsender denne hypnotiserende og genkendelige duft. I april hvor skovmærken ikke er begyndt at blomstre, smupper jeg ofte en håndfuld små skud med hjem til at putte i en wrap med laks og friskost (kunne også være spøjsløgsost) det giver en overraskende anderledes smag. Men du skal passe på doseringen. Skovmærke er meget gennemtrængende.
Faktabox:
Dansk navn: Skovmærke
Latinsk navn: Galium odoratum
I Køge/Vallø: på Åsen, i Strandskoven, i Purlunden og Søhusvænge
Hvornår: maj-juni (april til september)
Smag/lugt: duften er helt speciel, det er kumarin. Skovmærke dufter lidt af hø, men har man én gang identificeret den lille urt, er man ikke i tvivl.
Karakteirsika: Skovmærke er en spinkel urt, med kransstillede blade (normalt 7 stk) i ”etager” op ad stænglen. Den vokser i ”tæpper”, så du finder altid mange. Og så har de små hvide blomster og den karrakteristiske duft af kumarin.
OBS: ingen forvekslingsmuligheder
Anvendelse: som smagsgiver i vin, is, granité og spæde blade i salat