Yoga-vandreferie til de franske Pyrenæer 27/7-3/8 2024
Pyrenæerne har det hele!
Vidunderlige variationer i landskabet, stejle bjerge, flade bjerge, rigt dyreliv, dejligt klima og udsøgt catalansk mad. Vi vil vise dig noget af den mangfoldighed naturparken Pyrenées Orientales byder på, og udnytte den fantastiske natur og storslåede udsigter til at lave yoga, meditere og vandre.
På denne rejse vil du både blive udfordret og beriget. Kombinationen af yoga og vandring må siges at være den ideelle kombination. For at få det bedste resultat, er der brug for dit nærvær, så alle dine sanser kan blive vækket og naturen vil hjælpe dig til at få både en unik indsigt og udsigt. Vi rejser kun med små hold, maksimalt 14 deltagere, så der er masser af mulighed for at få individuel sparing og hjælp til udvikling af din yogapraksis. Vores vandringer er koncentreret til området omkring byen Nyer, hvor vi bor, og dermed begrænser vi transporttiden.
Vi vandrer igennem slugter skabt af smeltevandet i istiden og nyder de åbne vidder med det lange kig og højt til himlen. Du kommer til at gå ad små smalle bjergstier, og der er steder, hvor du skal klatre over klippeblokke. Nogle dage tager vi yogamåtten med op i bjergene, hvor vi har fundet vidunderlige steder at dyrke yoga – andre dage er vi i den smukke kampestens yogashala på slottet i Nyer. I det hele taget har vi sammensat et program der inspirerer både krop og sjæl, således at du kommer tilbage med fyldte batterier og forhåbentligt som den allerbedste udgave af dig selv.
Indkvartering
Vi skal bo i byen Nyer. Byen ligger 70 km vest for Perpignan i departementet Pyrenees Orientales, i 721 meters højde. Byen har ca. 100 indbyggere, og lejlighederne ligger i 3 kampestenshuse midt i landsbyen med udsigt over floden Mantêt. I hvert hus findes toiletter og badefaciliteter samt vaskemaskine. Under opholdet bruger vi den ene lejligheds åbne køkken til “fællesrum”, hvor vi bl.a. spiser morgenmad, og hvor du kan lave en kop te eller kaffe, når du har lyst. I floden er det muligt at bade, så husk dit badetøj. Der findes ingen købmand eller cafe i Nyer, men på slottet, som ligger midt i byen, er det muligt at sidde på deres store terrasse og nyde enten et glas vin eller en kold øl. Nærmeste wifi som er gratis, er i baren i byen Olette, som ligger ca. 3 km. fra Nyer.
Forplejning
Morgenmaden spiser vi sammen i lejlighedernes fælleskøkken. Morgenmaden består af godt brød f, ost, skinke, yoghurt, musli, frisk frugt og grønsager. Frokosten tager vi med op i bjergene. Det er fransk picnic med en god salat, brød, ost, pølse, frugt og kage som lokale Annie laver til os. Om aftenen går vi på slottet og spiser. Der bliver serveret en catalansk 3-retters menu med vin til. Du kan selvfølgelig også få vegetarmad. Vi sørger for, at der bliver serveret sund og ernæringsrigtigt mad, for vi ved, af erfaring, at det kræver masser af energi at vandre i bjergene. Samtidig køber vi så vidt som mulig mad fra nærområdet, så vi støtter de lokale og mindsker transport af varer.
Yoga
Vi skifter imellem at lave yoga i bjergene og yoga i yogashalaen på slottet. Typisk vil det være af ca. 1,5 timers varighed, og praksissen vil normalt indeholde grounding, stående stillinger, siddende stillinger og liggende stillinger, afsluttende med meditation og afspænding. Vi skifter imellem hatha yoga, yin yoga, restorativ yoga, yogaterapi og meget andet, alt afhængig hvad der er brug for. Når vi laver yoga i bjergene, tager vi vores yogamåtter med. Derfor er det vigtigt at du har en yogamåtte med, som kan tåle at ligge på det naturlige underlag vi nu møder og at det er en yogamåtte som ikke er alt for tung. Yogaprogrammet er tilpasset, så både begyndere og let-øvede kan få noget ud af det.
Vandring
For at kunne følge med og få mest muligt ud af turen, skal du kunne gå mindst 5 km i raskt tempo herhjemme på vej/grusstier og kunne klare trappen op til 3. sal uden pause og med vilje og lyst til at forsætte op til 5. sal. Vi går ikke hurtigt på denne tur, men det kommer til at gå op ad bakke, derfor er det vigtigt at du har en almindelig god kondition. Du får grundig vejledning i at bruge kroppen/åndedræt og evt. stave hensigtsmæssigt på vandringerne, så du undgår at slide på kroppen. Der vil være indlagt perioder med stillevandring på turene.
Dag 1 – Ankomst til Nyer – Flyafgange kan ændre sig, så endeligt tidspunkt for pickup i lufthavn kommer senere! Men vi sigter efter en ankomst/afrejse omkring kl. 12.
Vi mødes i Barcelona lufthavn og kører i lejede biler til Nyer i nationalparken Pyrenées Orientales. Det tager 2-3 timer med et stop undervejs. Det er en meget smuk tur, hvor vi passerer Mont Serrat massivet, der er kendt for den naturskabte Madonna, inden vi kører ind i Pyrenæerne ved le tunnel de Cadí og videre til bjerglandsbyen Nyer, vores bestemmelsessted. Om aftenen er der middag på slottet.
Dag 2 NED I GEAR OG LOKAL HISTORIE – ¾ dagstur
Efter morgenmaden tager vi madpakken og yogamåtten med og vandrer stille op til Gorges de Nyer, som er de spektakulære slugter og tunneller nord for landsbyen, som er hjemsted for sjældne planter og sommerfugle. Der vil være indlagt perioder med stillevandring/mindfull walking. Under vejs besøger vi La Roca et autentisk lille kapel, ved ruinen af det første slot/borg i Nyer. På tilbagevejen gør vi starter ugens yogapraksis og holder siesta under træernes skygge, før vi går det sidste lille stykke hjem. Sidst på eftermiddagen tager vi på sightseeing i middelalderbyen Ville Franche de Conflent, hvor vi også spiser crêpes (lækre madpandekager) til aften hos Auguste
Dag 3 I PAGT MED NATUREN MED UDSIGT TIL CANIGOU – heldagstur
Efter morgenmaden tager vi på heldags-vandring i bjergbønders fodspor med start i byen Jujols. Jujols er optaget på listen over ”Frankrigs smukkeste landsbyer” og ligger i 980 meters højde med udsigt til bjerg-ikonet Canigou. Vi medbringer vores yogamåtter, og finder en skøn plet med udsigt, hvor vi kan lave dagens yogapraksis. Yoga og bjergvandring er en vidunderlig kombination – stilheden, skønheden, roen, solen og den friske luft. Derefter holder vi siesta og spiser den medbragte frokost, inden vi vandrer videre tilbage. Om aftenen spiser vi middag på slottet.
Dag 4 I HISTORIENS FODSPOR MED FODBAD OG 360 GRADERS UDSIGT – heldagstur
Denne dag følger vi et lille stykke af ”kanon-ruten” fra Olette til Canaveille, den rute som soldaterne brugte til at fragte forsyninger, mandskab og kanoner mellem Ville Franche og Mont Louis. Vi laver dagens bjerg yoga og holder frokostpause lige før Canaveille. Derfra går turen ned til floden, hvor vi tager fodbad i det varme kildevand og kolde flodvand, før vi går videre tilbage til Nyer. Middag på slottet.
Dag 5 KØBMANDSRUTEN – heldagstur
Efter morgenmad kører vi til Olette, hvorfra vi vandrer til en af ”Frankrigs smukkeste landsbyer”, Evol med dens karakteristiske smalle ”gader” og sorte skiffertage. Vi forsætter til Oreilla, hvor vi holder frokost inden vi vandrer en smule ned af bjerget til et dejligt sted til bjergyoga med endnu en skøn udsigt. Efter yoga forsætter vi tilbage til Olette.
Kl. 18 pakker vi middagen, trøjer og tæpper og kører op til den forladte landsby En, der byder på den skønneste udsigt over hele Têt-dalen. Vi tager et kig ind i kapellet, der er fra 1200-tallet og som har en overraskende historie inden vi spiser og nyder solnedgangen.
Dag 6 LOKALOMRÅDET UDFORSKES– ¾ dagstur
Vi står tidligt op og vandrer i roligt tempo ad den gamle sti, der forbinder Nyer med to små autentiske landsbyerne på sydsiden af dalen, mens solen langsomt hæver sig op over bjergene. Vi ser solen stå op mens vi spiser lidt morgenmad i byen Souanyas. Yogamåtterne har vi med og tager os god tid til en meditation, før vi vandrer videre ned til Olette og derfra tilbage til Nyer, hvor vi spiser sen frokost. Sidst på eftermiddagen har vi en lang yogapraksis ved floden.
Besøg i Nyers fine kirke inden middag på slottet.
Dag 7 PRATS BALAGUER, SÆTERSTIEN, MURMELDYR, GRIBBE OG UBERØRT NATUR – heldagstur
En heldags-vandring i hyrdernes fodspor i det øde landskab over Prats Balaguer med gode chancer for at se gribbe, ørne og murmeldyr. Også her medbringer vi yogamåtterne på vandringen, gør holdt i Vallée de l’Orris og laver bjergyoga, spiser frokost og holder siesta, inden vi vandrer tilbage. Aftensmad på slottet.
Dag 8 – hjemrejse
Afrejse fra Nyer til Barcelona om morgenen – tidspunkt fastsættes, når flytider kendes.
Sikkerhed i bjergene er meget vigtigt for os og vejret i bjergene er uforudsigeligt, så derfor kan der opstå ændringer på programmet på dagen. Hvis vejret er for dårligt til vandring og bjergyoga, må vi finde kreative løsninger, som besøg i de nærliggende spektakulære grotter, mv.
Tilmelding direkte hos Bering Rejser
Pris 8795,- kr. i delt dobbeltværelse –
- 7 nætter i delt dobbeltværelse, mulighed for tilkøb af enkeltværelse (1500kr)
- Fuld pension (inklusiv 1 glas vin til middagen)
- Kildevand og kaffe/te ad libitum
- Transport til/fra Barcelona lufthavn på nærmere angivet tidspunkt
- 6 dage med intensivt og individuelt tilpasset yoga og meditation (minimum 9 timers yoga)
- 4 heldags- og 2 halvdags vandringer i nationalpark
- Sengelinned og håndklæde